Historie
![]() I 1944 startede de to brødre Niels og Hans Jørgen Baden-Jensen en kombineret detail- og engros-handel med farve og tapet på adressen Buddingevej 211 i Søborg. Firmaet Baden-Jensen var etableret. På grund af krigen var det største problem at skaffe varer, som firmaet kunne tilbyde sine kunder. Trods problemerne havde virksomheden, kort efter starten, et lager som var indrettet i en garage. Snart kom kundekredsen, som bl.a. bestod af gartnere, snedkere og malermestre, til at omfatte udenbys kunder. De blev naturligvis besøgt, og rejsen foregik på cykel. Over længere strækninger tog brødrene toget. På en sådan togrejse kom Hans Jørgen til at dele kupé med nogle vognmalere, som var på vej til møde i deres daværende forening SAV. Hans Jørgen fik fortalt, at han bl.a. solgte lakfjerner, og hans rejsefæller anbefalede ham at besøge vognmalerne, for sådan noget havde de brug for. På denne måde kom vognmalerne med blandt de brancher, som firmaet dengang leverede varer til. |
I 1959 blev samarbejdet med Spies Hecker i Køln etableret, og allerede i begyndelsen af 1960'erne afvikledes detailforretningerne, firmaet flyttede til Transformervej 11 i Herlev og specialiserede sig helt i autolakererbranchen.
Produktprogrammet blev i den forbindelse udvidet til at omfatte alt hvad et moderne autolakereri har behov for. I midten af 1970 udvidede firmaet aktiviteterne til også at omfatte industrilakker til den metalforarbejdende industri. Først udelukkende vådlaksystemer, og fra 1984 blev også pulverlakker taget på programmet. I 1987 tog firmaet et stort spring fremad med etableringen af lager og ekspedition i Kolding til betjening af kundekredsen vest for Storebælt. I 1994 blev forholdene i Herlev for trange, hvorfor et nyt hovedkontor og lager til betjening af kunderne øst for Storebælt blev bygget i Ballerup. Et glidende generationsskifte blev afsluttet i 1991, hvorefter Jens Chr. (Chris) og Finn Baden-Jensen overtog ledelsen af firmaet. Efter førstnævntes alt for tidlige død, er Finn Baden-Jensen nu eneejer af firmaet.
|

